| søn. | man. | tir. | ons. | tor. | fre. | lør. |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 | ||||||
| 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 |
| 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 |
| 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 |
| 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 |
| 30 | 31 |
Jeg er lige kommet ud af Sudan efter hvad der nok bliver mit sidste besøg i lang tid. Jeg skulle lige nå rundt en sidste gang, inden jeg rejser herfra.
Af samme grund går tingene let hen og bliver meget komprimerede. Noget med mange tusinde kilometer på noget af verdens mest elendige grusveje, rødt støv alle vegne og tør varme.
Men det gode selskab, lyset og fotogene personligheder findes ikke bedre!
Se mine billeder her.
...min kollega Peter, men han slap ikke. Det ser lidt sjovt ud med Panda-øjne, når man har ligget i solen i to dage med solbriller på!
Her gik jeg og troede at det var slut med Afrika efter Uganda, d. 1. september. Jeg havde ihvertfald pakket og arrangeret mig frem til at returnere d. 1. september til et liv i KBH. Det hele vendte imidlertid i den forgangne uge hvor jeg, uden at bruge lang tid på at tænke, underskrev en korttidskontrakt med Mellemfolkeligt Samvirke i Tanzania, hvor jeg i tre måneder skal være informationsmedarbejder på landekontoret i Dar es Salaam.
Jeg har været omkring Tanzania et par gange, og Jer der kender mig, ved at jeg er vild med Tanzania. Eller som min islandske nevø siger, efter at han holdt ferie med sine forældre og mig i Tanzania og på Zanzibar i 2006, ´menneskene dér er bare vilde med mig, det er så dejligt!´. Drengen hentydede naturligvis til den store opmærksomhed en lille lyshåret knægt får af de børnevenlige tanzanianere, der bliver henrykte når han endelig forsigtig siger ´Jambo!´af sig selv.
Det bliver ikke ferie for mit vedkommende, langtfra. Men jeg glæder mig til at have en fast base med kort til arbejde og et kontor med fire vægge og faste arbejdstider (lad os nu se). Men der skulle ikke blive noget med at køre langdistance på grusvej til hverdag, eller krig, post-konflikt, fravær af fred og repatriering, kolera, tyfus, og ´kan du ikke lige tage fire sække charcoal med til mig i Kampala, og så måske en seng og fire stole med tilbage til Arua?´.
Det bliver helt mærkeligt!!
Jeg er i Sudan. Her er varmt og støvet som én ind i helvede. Vi skal have ged i aften, jeg har selv lige været ude at købe den af denne her flok unge fyre med tribale ar-udsmykninger i ansigterne. Jeg har også lige overværet den blive slagtet, og jeg må sige at det nogle gange kan være en fordel at være vokset op på landet. En ged er vel en ged.
Argentinske Peter, der arbejder for Dansk Flygtningehjælp i Yei, har inviteret mig til at bo på deres grund, her er trådløst internet, koldt brusebad og nærmere kommer vi ikke luksus! Det er fænomenalt, det samme er selskabet. Lige om ikke så længe ankommer et ukendt antal folk, der bla. skal have ged i aften.
Det er, hvis de to argentinere, der skal forberede den, altså bliver enige om hvordan det skal ske. Foreløbig er den største indsats præsteret af kvinderne. Jeg mener, jeg havde Flygtningehjælpens husholderske med på markedet, hvor der er 40 grader, stinker af fisk, sved og rådne grøntsager, og vi hustlede os gennem de vildeste prisforhandlinger, priserne er uhørte høje! Og så har jeg i øvrigt også en anelse ondt af mig selv - har reddet mig en infektion i foden, som Peter, der også er læge, mener kan ordnes ved en mindre operation og en flaske vodka.
Inshal'allah!
- Hva' så, ska' du ha' et lift?!
Vi diskuterede på et tidspunkt om man kan score på en indledende bemærkning om, at man arbejder for MS. Altså, noget i stil med om MS som brand er sejt nok (hvis man ikke selv er det) til at skabe umiddelbar attraktion, eller om man bliver nødt til at lokke med et lift.
Jeg har ikke tilstrækkeligt faktuel erfaring til at foretage en anstændig vurdering af fænomenet, men min fornemmelse siger mig, at der er noget om det. Især hvis man tænker på, at når og hvis jeg engang vender hjem til KBH, kun har en skramlet damecykel at køre rundt på. Der er ganske enkelt noget umådeligt storladent over at kunne tilbyde folk et lift og køre dem til en no-go-area!
NB. De to ovenstående MS kollegaer (Peter T og Peter H) ved ikke at de skulle ende som modelbilleder til denne text, da billederne blev taget - og det er således ikke et forsøg på at tillægge de herrer ufine intentioner.
Der er altid myldretid i Arua, hvilket i princippet allermest handler om at manøvre udenom cyklisterne og folk med oppakning til og markedet. Men ved 17-tiden hver aften, lige om hjørnet fra hvor jeg bor, er chancen stor for at støde ind i flokken af Ankole kvæg.
Fantastisk smukt dyr, hvis man kan se bort fra ugandernes besættelse af at dyrene skal have længst mulige horn. Hornene er utvivlsomt en byrde for dyret, der skal bruge extra kræfter på at holde hovedet oprejst.
Og har man én gang taget sig mod til at tænke over hvordan uganderne bærer sig ad med at transportere kvæget rundt i landet (stuvet sammen på ladet af en truck, bundet op i horn og ben), så kigger man lige en gang til når man har dem på tæt hold.
Når Farre Idrætsforening i Vejle Amt får nyt fodboldtøj, giver de det brugte væk. Fodboldtrøjer og shorts gik denne gang til Koboko Tekniske Skoles lille fodboldhold i det nordlige Uganda, der oveni også fik fodbolde og nye mål.
- 'Engang var de nye for nogle andre, i dag er de nye for os!', indleder forstanderen for den tekniske skole i Koboko. Han har taget fredag over middag ud af skoleskemaet, og afsat den næste time til officiel ceremoni, hvor jeg og min danske kollega Per, er æresgæster. Vi starter præcis kl. 14, og jeg har svært ved ikke at tænke at det er et godt tegn. At starte til tiden er i selv en begivenhed i Koboko.
Alle eleverne er forsamlet i gården i skyggen af det store mangotræ. Elever sidder på små, slidte træskamler, ventende i deres hvide skjorter. Luften står stille. Solen bager. Vi kan høre lastvognene på vej til og fra Sudan komme susende på den nærliggende hovedvej, der går tværs gennem Koboko. De får de røde støv til at blæse op og lægge sig i et fint lag over det hele. 
Min danske kollega Per er tilknyttet skolen som finansiel rådgiver. Da en af mine danske venner, Rasmus, besøgte mig i januar i Uganda, havde han medbragt 11 fodboldtrøjer og shorts fra sin lokale idrætsforening i Jylland. Farre Idrætsforening havde nemlig fået nye trøjer, og de gamle skulle gives væk til et hold, for hvem det ville gøre en forskel. Koboko Tekniske Skole stod foran den kommende turnering, så Per og jeg fik koordineret de to tilfælde. Oveni sørgede Per for at der også blev samlet penge ind til fodbolde, det blev også til fire par fodboldstøvler, samt materialer til to fodboldmål på skolens fodboldbane.
Os – æresgæsterne – er placeret oppe på cementforhøjningen sammen med skolens lærere. Der er lagt dug på bordet, som understreger alvoren i vores fælles forehavende. Når man modtager gaver fra et sted så langt væk som Danmark, så skal der siges ordentligt tak. Det er vigtigt for forstanderen at statuere et eksempel; - 'I er alle sammen vidner til denne gave. Vi har alle sammen et ansvar for at den bliver brugt efter hensigten!'. Denne type ceremonier får mig altid til at smile en lille smule for meget. Det er svært at lade være. For det er faktisk lidt sjovt.
Der sidder 60 forventningsfulde unge mennesker lige foran mig. I netop dette øjeblik kommer jeg i tanke om at jeg ikke har forberedt en tale i detaljer. Heldigvis hænger folk sig ikke i den slags detaljer i det nordlige Uganda. De 11 unge mænd går afsiddes og iklæder sig trøjer og shorts. De ser blændende godt ud, da de kommer tilbage på pladsen til klapsalver fra skolegården. De stiller op til fotografering med ansigterne lagt i folder som var de ingen andre end et vindende førstehold i engelsk klubfodbold.
Det lykkedes mig denne dag faktisk at forfatte en hurtig lille tale på stående fod; - ' Nu er det ikke er mig at I skal takke, men Farre Idrætsforening og min gode ven Rasmus, der slæbte hele sættet med sig i rygsækken, fra Danmark gennem Kenya til Uganda'. Forsamlingen beder mig om at overrække en tusindfold tak, og det er hermed gjort.
Der er ingen tvivl om at 11 fodboldtrøjer og shorts gør en forskel, når Kobokos Tekniske Skole næste gang skal ud og spille turnerning. Udviklingsbistand er et stort ord i en lille by i Uganda, og for det enkelte unge menneske er det meget abstrakt. Der skal også være plads til at have det sjovt. Fodbold giver et godt break. Og selvom man bare er en ung knægt på 16 år i Norduganda, så vil man også gerne kunne iklæde sig rigtige fodboldtrøjer og drømme at man er del af noget større.
Læs hele artiklen her: Download artikel_fodboldtrjer_til_kts.pdf
3. VERDENS BLOG handler om direkte kommunikation mellem unge fra Ghana og Danmark. Unge ghanesere blogger om at leve i et u-land. Danske unge kan kommentere og stille spørgsmål til dem.
Danida er fremme i skoene. Og selvom bloggen ikke er helt klart opbygget, fx. er sprogene blandet mellem engelsk og dansk, er det jo indholdet man skal finde i 'samtalerne' mellem danske og ghanesiske unge. Fin idé. Du finder den ved at klikke her.
Find flere billeder her fra min tur i sidste uge til Yei i Sydsudan. Klik her for at se dem som dias show.
Man skulle ikke tro det, men det her har været det sjoveste sted at tage billeder. Lyset er perfekt, og der er ikke alle mulige forstyrrende elementer som telefonkabler eller asfalt. Men masser af lav sol og et pænt lag støv, der giver gode farver.
Selvfølgelig skal man ikke stikke sit kamera op i snotten på en stiv teenager i SPLA uniform med løse fingre på aftrækkeren og en konstant trang til at udøve autoritet. Største risiko er nok at blive kørt ned af en knallert når man glemmer hvad der fungerer som fortov og kørebane - og at de kører i højre side af vejen i Sudan (for det meste, altså).
Og så har folk, utroligt nok, let til smil! Hvordan kan det være? Der er i princippet ikke lige så meget at grine af. Men det er livsbekræftende. Det er ikke noget jeg har tvunget dem til, det kom helt af sig selv. Det var faktisk en fornøjelse!
Vi kørte ind i Sudan sidste søndag. 10 minutter efter Koboko, er en personvogn væltet rundt og ligger fladt på taget. Vi sætter farten ned og idet vi passerer, ser vi en 2-årig unge, kravle halvvejs ud af bilen. Skrigende.
Dækkende roterer stadig og blinklyset slukkes og tændes. Ungen er hel. Og resten af passagerne er sluppet med skrækken og en bil, der nok aldrig kommer til at køre igen. Dyb indånding, og lige ud og stoppe og tjekke om den er god nok. Og så videre!
Noget af det første man lægger mærke til, når man krydser grænsen mellem Uganda og Sudan, er trucks, lastvogne, biler - alt på hjul. Væltede, smadrede, eller bare ude af stand til at trække container-anhæggertrækket op af bakkerne. Folk har ligefrem organiseret små intermistiske (eller virkelige er de vel) værksteder, der hvor bilerne er stoppet - eller væltede.
Da fredsaftalen kom i januar 2005, kom der gang i trafikken mellem Sudan og Uganda, hvor den forsyner de to største byer i Sydsudan - Yei og Juba. Men det er altså helt vildt, at se hvordan det går for sig. Nærmest en fuldstændig umulig opgave at få bakset disse trucks ud af ca. 80 km grusvej (Koboko til Yei) - hvor mange er kommet hele vejen fra Mombassa ved den kenyanske kyst.
En rejse som tog de opdagelsesrejsende flere år.
Kom uvægerligt til at tænke på Chris & Chokoladefabrikken, da jeg passerede ham her i eftermiddag på Arua Marked.
For hvem ringer man til her med en dårlig undskyldning, hvis man ikke gider at gå på arbejde. Der er masser af dårlige undskyldninger, der er ikke andet.
Strømmen gik. En eller anden døde. Mit fly faldt ned. Jeg skal være far. Eller en ven, der har taget mit tøj.
Men ingen man kan råbe af; 'Chef, chef, chef, hva' med personalepolitik?!!!'
Continue reading "Chris & Chokoladefabrikken eller Drengene fra Arua" »
Det fede ved at have en 4½-årig islænding på besøg, er at man kan få ham til at gøre en hel masse, man aldrig selv ville orke eller turde (og samtidig ha' helt ondt i maven af grin).
Fx. iklæde sig et afrikansk sæt tøj fra top til tå. Jeg lokkede næsten ikke, da jeg opdagede hans voksende begejstring for det afrikanske mønster, og jeg valgte at ignorere hans modebevidste fars bekymring over ' at han ville ha' tøjet på med det samme'.
Det tog klart kegler efterfølgende hos både de afrikanske tjenere på Emin Pasha - og den islandske ambassadørfrue, vi mødte tilfældigt under middagen, og som vi lokkede Baltasar til at hilse på... (Island har lige doneret 45.000 måltider mad til ugandiske børn, svarende til antallet af skolebørn i Island).
Den bedste bemærkning kom drengen med idag, da jeg kørte familien ud på Lake Viktoria Hotel i Entebbe (mens jeg en time senere rejste til Tanzania); '- I er bare så gode ved mig!'. Det hele værd.
Min islandske familie havde ikke været i Uganda i mere end et par timer, og jeg så mig selv viklet ind i endeløse samtaler med den 4½-årige. Temaerne har især kredset om Tarzan, men Baltasar ville også vide hvorfor at 'mange ting er i stykker over det hele' - og hvorfor jeg ikke også sagde 'Velkommen til Uganda' til ham (med samme ironiske eftertryk) som jeg gjorde til hans far, da denne opdagede at han ikke kunne købe kolde øl, selv ikke i det største supermarked, i Kampala.
Uganderne er vilde med børn, og små hvide unger med blå øjne, får oceaner af opmærksomhed. Så meget, at Baltasar efter et par dage, efter eget udsagn, talte glimrende engelsk med dem alle. Det er meget fedt at se en lille knægt, der ingenting ved om kulturforskelle eller verdens elendighed, være centrum og slet ikke til besvær.
Glemte sørme lige selv et øjeblik mine egne fordomme overfor børn.
'Ka' du ikke også arrangere noget med en fastelavnsfest, når vi kommer til Uganda?!', spørger min søster. Den 4½-årige Baltasar har mindst tre udklædningskostumer, han har tænkt sig at tage med, nu hvor han ikke kan nå at slå katten af tønden i børnehaven hjemme i Island. Og selvom der ikke er grænser for, hvad jeg vil gøre for Baltasar, når jeg er så heldig at han kommer helt herned, ved jeg sgu' ikke lige hvordan man gate-crasher en fastelavnsfest for 4½-årige i Kampala? (Jeg ved en masse om hvordan voksne mennesker inviterer sig selv til andres fester...)
Og dog...! Man spørger selvfølgelig moren i familien med de mange børn, min fantastiske kollega, Mie, der sådan lige tilfældigvis har arrangeret børnefødselsdag for den yngste Linea samt fastelavnstønde fra Danmark på næste mandag. Baltasar blev ellevild i Island, moren pakkede hans udklædningsudstyr og nu er der bare tilbage at se det for sig, når han opdager at ingen af ungerne her kender 'Idrætsalfen'...
Jeg er for gammel til at bo på gæstehus! Troede jeg. At jeg havde gennemgået min kvote af kollegier, kollektiver, aktivistlokaler, bofællesskab, fælleskøkkener, MS medlemsweekender, baderum, Roskilde Festivaler, delelejligheder på Balkan og arbejdslejre.
Synes selv ind imellem at denne form for social-kollektiv udholdenhed burde belønnes som en form for præstation på linje med ens uddannelse. Ikke forlænges i det uendelige. Som fx at bor på MS' gæstehus ca. en uge hver måned.
På den anden side er der noget helt specielt ved MS' gæstehus i Kampala. Helt i tråd med danske kollegier og kollektiver, finder man også her ophobning af opvask, og altid de samme typer der forbarmer sig og udrydder den (sjældent mig). Mænd der ikke slår WC-brædtet op. Folk der hænger ud. Nogle der arbejder (vi har nemlig Internet). Drikker fyraftensøl. Deler glæder, oplevelser og frustrationer. Sladrer om dem, der ikke er her. Gæstehuset er også mødested - ikke kun for udviklingsarbejdere, også for landekontoret, partnere og frivillige. Så når det nu skal være, og når der er ikke andre tilstrækkelige gode muligheder - så er det ikke så slemt.
Det første billede kunne være fra et hvilket som helst udviklingsarbejdermøde.
Det andet udelukker enhver tvivl om at flertallet omkring bordet er en flok afslappede danskere, der har nået en vis mødegrænse. Forskellen burde være indlysende.
Billederne er fra i torsdags, hvor MS Ugandas samlede folk af udviklingsarbejdere, heldigvis ikke kun danske, holdt møde i Jinja om dette og hint.
Siden efteråret 2005 har jeg formidlet aftaler mellem den partnerorganisation, jeg arbejder for; Education Access Africa (EAA), og en række danske bidragydere i Danmark. Hensigten er at støtte EAA's syv biblioteker med bøger, materialer, inventar osv. Beløbene skal anvendes til at styrke den daglige drift af bibliotekerne samt give dem et skub frem mod selvstændighed og lokal forankring, når EAA's og MS Uganda's partnerskabsaftale udløber med udgangen af 2008.
Vi er her ved starten af 2007 nået op på 85.000 DKK. Det er et ganske anseeligt beløb på disse kanter. Og jeg tror ikke, at folk ude på bibliotekerne tror på mig rigtigt. Det er nok bare noget, hun siger. Det kan fx betyde at to af bibliotekerne kan køre selvstændigt i et år uden anden støtte.
Jeg har været meget overrasket over velviljen blandt danskere. En gruppe MS medlemmer i Nordjylland har valgt at støtte løbende. Et medlem af MS' styrelse har doneret overskuddet fra en bog, han skrev i 2005. En gruppe frivillige MSere holdt et brag af en fest, og samlede 10.000 kr. ind ). Ikke mindst har en privat fond - også med kontakt til MS, valgt at støtte os med 50.000 kr.
Men projektet har ikke været problemfrit. Jeg har vitterligt fået grå hår af det her, og har flere gange været ved at råbe noget meget grimt af MS i Borgergade. Der har dels været en forfærdelig langsommelighed i administrationen i MS sekretariatet, der lige pludselig opdagede at de ikke helt havde kapacitet til at håndtere denne type fundraising. Samtidig har den lokale partnerorganisations bogholder valgt at indtage en rimelig konservativ og jantelovsagtig tilgang, og kommenterer mest i stil med 'sådan fundraiser man ikke normalt'.
Men nu ser der ud til at komme skred i tingene. Bedre sent end aldrig. Det er helt vildt, hvor få penge, der kan gøre en forskel i det nordlige Uganda, når ting sættes en anelse i system. På det personlige plan betyder det for mig, at jeg i det mindste har opfyldt ét konkret krav i min oprindelige jobbeskrivelse - nemlig at bidrage til at styrke bibliotekernes bæredygtighed. Og så går jeg jo også ind for at satse på håndgribelige resultater, der kan mærkes fysisk. Det kommer det her til.
Da jeg så ham her >> i eftermiddags, lige før man krydser Nilen i Murchinson Falls National Park, godt i gang med at endevende skraldespanden, tænkte jeg først, at hans udtryk var fantastisk fascinerende - at det hele rager mig så meget!.
Men jeg tænkte også på min 4-årige islandske nevø, Baltasar, som kommer på besøg her i Uganda om præcis 14 dage. Det er en af de slags ting, som bliver vildt sjove sammen med en 4-årig. Da vi sidste år var på Zanzibar, tog vi ud for at se den røde Colobus-abe, kun for ha
ns skyld. Men det endte med at blive ligeså stor en fornøjelse for os andre.
Ungen gik raskt ind i junglen, satte sig bare ned i abe-højde, stirrede dem ind i øjenene og sagde abe-lyde. (Mens jeg stod en anelse tilbagetrukket, og nævnte ting som 'rabies' og 'bid'). Gæt hvem aben endte med at pisse på?
Når det pludselig går op for én (sådan efter 20 måneder), at man er ansat som udviklingsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i fucking NORD-Uganda, og at man stadig har ca. 6 måneder tilbage af sin kontrakt, (og at man ikke får udbetalt sit vederlag på ca. 55.000 skattefrie DKK - vil godt have det udbetalt i en Toyota HiLux - hvis man nu fx tror man vil noget andet før tid), så bliver man nogle gange temmelig meget i tvivl om, hvad man egentligt har gang i. Ikke mindst begynder man at spekulere på hvad man så skal. Forlænge kontrakten? Tage hjem og bo i sin 3V på Amager? Tage et andet sted hen? Køre Kampala - Cape Town (i den føromtalte 4WD)? Og finde en (sydafrikansk?) mand med hår på brystet og få nogle uopdragne unger?
Det kan nemt udvikle sig til en fin lille eksistentiel krise, hvis man har let til den slags. Man kan også bare se at få taget en beslutning. Det er ikke noget, folk taler højt om, hvilke tanker de går og gør sig når de er 20 måneder henne, og jeg har med vilje kun nævnt dilemmaet her på bloggen i utvetydige vendinger. Jeg kan dog sige så meget, at jeg ved hvad jeg ikke vil.
Heldigvis er jeg ikke den eneste, der håndterer eksistentielle kriser med selvironisk distance. Da jeg var mest i tvivl om hvad jeg ikke ville, skrev min veninde Pernille N tilbage fra Nørrebro: 'Frihed er en illusion... det glemte de bare at fortælle os da vi gik i skole - at blive "voksen" handler om ikke at have frihed, man skal passe job, karriere, famillie, venner, hund, børn, gøre rent, stemme til folketingsvalget, købe ind - PLIGTER, livet er sgu ikke andet end pligter, afbrudt af stadig færre drukture.... vi er mange der har det sådan....'
Da jeg var hjemme i foråret, var vi den obligatoriske tur i Knuthenborg. På et tidspunkt overvejede jeg at sagsøge Knuthenborg Safari Park på Lolland - men kunne ikke helt finde den rigtige indgang;
Jeg arbejdede i Knuthenborg i to sæsoner, da jeg var teenager. Og Knuthenborg er ikke et dårligt sted. De er bare kammet en anelse over med deres 'afrikanisering', som de forsøger at sælge til småt vidende danskere. Og det synes jeg er hamrende ærgeligt. Hele deres 'safari-butik' er fuld af både kvalitet og mindre gode kvalitetsting - men ingen eller meget lidt information om hvor og hvordan det er produceret. Men hvis man sælger noget under sloganet - 'Safari - uden at rejse', så siger det vel sig selv.
Safari ér at rejse.
![](http://<a href="http://thelastkingofscotland.fanation.com/?L3354"><img src="http://assets.m80im.com/webmasters/kingofscotland/assets/120.gif" border="0"></a>){kind=link}
Recent Comments